Lad os lege med den tanke, at du driver et gartneri, der dyrker tomater. På din hjemmeside kan folk læse om, hvor stort dit gartneri er, hvilke tomatsorter, du dyrker og hvordan. Du synes faktisk selv, at du giver al den information, der skal til, for at fortælle folk, at dine tomater er de bedste og dermed dem, de skal købe. Men der sker bare ikke rigtig noget med salget af de dér tomater.

Her er mit bud på, hvordan du får folk til at stå i kø for at købe lige præcis dine tomater.

Tomaterne fra Gartneri Tomate smager af sol, smil og forelskelse

Som 15-årig var jeg med mine forældre på ferie i Andalusien i det sydlige Spanien. Vi kørte rundt i det smukke landskab og ledte efter et sted, hvor vi kunne spise vores madpakker. Min mor var meget forhippet på, at vi skulle have friske tomater til vores frokost, så min opgave var at holde udkig og give lyd, hvis jeg fik øje på en tomatmark.

Det gjorde jeg, da vi havde kørt rundt med rumlende maver i et stykke tid. De røde bær – ja, tomaten er en frugt – så ualmindeligt lækre ud, og jeg rullede vinduet ned for at komme tættere på frugterne og naturen.

Brisen, der fik tomatplanterne til at bølge i vinden, sendte et sandt fyrværkeri af planternes karakteristiske duft op i mine vibrerende næsebor. Det var noget helt andet, end den duft, der mødte mig, når min mor kom hjem med tomater fra Brugsen. Der var en snert af eksotisk eventyr over tomaternes duft. Men det skulle blive endnu bedre.

Kæmpestore, knaldrøde tomater og et blink
Vi fandt en lille grusvej, der førte os hen til det hus, der stødte op til tomatmarken. Vi standsede bilen og steg ud. Støvet fra vores bil hang i luften. Da jeg trak vejret dybt for endnu en gang at indsnuse duften af solmodne tomater, fik støvet mig til at hoste. Sådan stod jeg – hostende og hakkende – da den smukkeste pige, jeg nogensinde har set, kom ud af huset. Jeg var solgt på stedet.

Hun sagde en hel masse, som hverken mine forældre eller jeg forstod. Kun ordet tomate. Da hun sagde det, nikkede min mor.

Pigen gik om bag ved huset og kom tilbage med en kurv fyldt med kæmpestore, knaldrøde tomater. Hun rakte dem med et stort smil til min mor. Da hun ville give hende penge, rystede pigen på hovedet og vendte ansigtet mod mig. Hun kiggede mig direkte i øjnene. Jeg er sikker på, at hun blinkede til mig, inden hun sagde adiós og gik ind i huset igen.

Mødet blev min skæbne
Da vi efterfølgende spiste vores madpakker, var jeg som i en anden verden. Jeg var forelsket for første gang i mit liv.

Aldrig før havde en tomat smagt så godt. Hver bid mindende mig om den pige, jeg havde fået et glimt af. Resten af ferien tænkte jeg ikke på andet end hende. Jeg var ikke klar over det dengang, men mødet med pigen og hendes tomater blev min arbejdsmæssige skæbne.

Smagen af sol, smil og forelskelse
Årene gik, men jeg glemte aldrig oplevelsen eller pigen for den sags skyld. Siden den dag i Andalusien har jeg smilet, hver gang jeg har sat tænderne i en tomat.

Mødet med den spanske tomatpige er årsagen til, at jeg i dag driver mit eget økologiske gartneri.

Min spanske oplevelse er det, jeg gøder mine tomatplanter med. Når jeg går ind i ét af mine drivhuse, er det duften af sydlige himmelstrøg, der strømmer mig i møde.

Den gode mavefornemmelse fra dengang har jeg med mig, når jeg går på arbejde. Hver dag.

Jeg gør mit allerbedste for at dyrke mine tomater, så du kan dufte og smage både solen, smilet og forelskelsen, når du tager en bid af tomaterne fra Gartneri Tomate.